NPM, Vue, React, Angular, jQuery, GitHub

Vue er nu verdens mest populære js-frontend-bibliotek

Artikel 15-06-18 ~3 minutters læsning · 485 ord

Et nyt kode-projekt har erobret pladsen som det mest populære frontend library/framework i verden. I dag, den 15. juni 2018, måtte React overlade hæderspladsen til Vue.

Populariteten fremgår af antallet af stjerner på udvikler-tjenesten GitHub, og her har begge biblioteker tilfældigvis inden for det seneste døgn passeret 100.000 af slagsen. Lidt flere valgte dog at give deres stemme til Vue end til React på dagen, og dermed passerede Vue både React og 100.000 i ét hug.

React, som er udviklet af Facebook, har været det mest populære frontend-library på GitHub, siden det for 2 år siden henviste AngularJS, der bakkes op af Google, til andenpladsen. Men for 1 år siden blev AngularJS også passeret af Vue, og nu må React ligeledes se sig overhalet.

Angular, den aktuelle version af AngularJS, har aldrig formået at komme hel til tops på GitHub, siden den blev lanceret som arvtager til AngularJS. Det altdominerende frontend-værktøj for 5-10 år siden, inden AngularJS skubbede det af tronen, jQuery, ligger på halvt så mange stjerner som React og Vue. Det til trods for, at jQuery har haft 2-3 gange så lang tid at skrabe stjernerne sammen i.

Vue passerer React og 100.000 GitHub stjerner på samme dag

Popularitet og daglig brug er ikke det samme

Én ting er dog popularitet på GitHub. Noget andet hvor meget et js-bibliotek bliver brugt i det daglige. Den slags måles normalt i downloads, og i den disciplin har React længe haft verdensherredømmet.

Hvilket js-frontend bibliotek, der bliver anvendt mest i daglige arbejde blandt verdens frontendere, rokker den nye rangorden på GitHub ikke ved, selv om det er verdens største mødested for open source udviklere.

Dog bliver der alligevel - i dagens anledning - stillet spørgsmålstegn ved, om React´s dominans nu også er så stor, som den umiddelbart kan se ud, når man alene lægger antallet af downloads fra NPM til grund. Bl.a. peger en Reddit-skribent på, at download tallene for Vue undervurderes. Bl.a. downloader kineserne, hvor Vue har en særlig stærk position, typisk Vue fra lokale NPM-servere, som ikke tæller med i den almindelige opgørelse af NPM downloads. Desuden bruger mange udviklere Vue uden på noget tidspunkt at downloade biblioteket, eftersom det fungerer fint til mange formål blot med et link til kilden i html-koden.

Se slagets gang live

Det har tydeligvis sat fut i debatten, at de to store js-frontend biblioteker nærmest samtidig var på vej til at krydse den magiske grænse på 100.000 stjerner. En række eksempler kan ses i kildelisten til denne artikel.

Måske som en pendant til et andet VM (det i fodbold) er der ligefrem lavet en online tæller, og endnu en, som i realtid holder øje med slagets gang. Den så således ud på dagen, da de to kombattanter på javascript-fronten byttede plads på GitHub:

Vue må nu siges at have passeret React på GitHub

Hører du til dem, der mener, at VM skal opleves her-og-nu og med action på banen, så er der også råd for det, hvis du klikker ind på Hubble.js.org´s live battle mellem Vue og React.